Skip to main content

En schæfer, en lampe, en narkohandler og en potteplante.

Potteplante i vindue.

Disse 4 ting; En schæfer, en lampe, en narkohandler og en potteplante blev en del af én og samme historie, som jeg har med mig i min bagage fra min teenage tid og som jeg har kær trods oplevelsen, da jeg stod i den, var skræmmende, men også hjertevarm. Det er sådan en oplevelse, man husker og som måske har gjort, at jeg lærte mig selv at kende på en måde jeg ikke ville have gjort uden oplevelsen.

Jeg var vel 17 - 18 år gammel og jeg var for nyligt flyttet hjemmefra, i en lejlighed sammen med min kusine. Jeg sad i min stue og så tv, som lå op til mit soveværelse i min del af lejligheden. Lejligheden var sådan delt op, at soveværelset også var min entré. Den fire værelses lejlighed gik nærmest rundt sådan, at min kusine og jeg havde hver sin indgangsdør. Min dør til venstre og hendes midt for. Men samme lejlighed. Min del af lejligheden var blot to værelser, så jeg skulle ind til hende for køkken og bad. Vi havde blokeret døren i midten af lejligheden, så jeg skulle ud af min egen indgangsdør og ind ad hendes.

Lige denne aften var hun ikke hjemme. Og jeg sad og forsøgte, at tage mig sammen til at gå ind og få børstet tænder osv. Så langt nåede jeg dog ikke, før det pludseligt bankede voldsomt på døren. “Skal jeg åbne?” Tænkte jeg. Der var hverken dørtelefon eller dørspion i lejligheden, så det var umuligt, at tjekke hvem det kunne være. Jeg rejste mig op og gik hen til den kridhvide dør, men uden at åbne. Jeg kaldte…”Hvem er det” …En dyb stemme nærmest råbte “Det er politiet!!” 

“Man skal jo åbne for Politiet skal man ikke?” Tænkte jeg. Jeg troede inderst inde ikke på, at det var politiet, “...men man SKAL da åbne hvis nu det ER politiet, skal man ikke…?!” Jeg åbnede døren. En mand stormede ind. “Ham kender jeg!” tænkte jeg. 

“DU FILMER MIG” udbrød han. Imens han rendte rundt i min lille bitte lejlighed, og hans schæferhund fulgte trop. Min første tanke var, at nu bliver jeg ædt af en schæfer. Men den ænsede mig ikke, den fulgte bare efter dens ejer.

Jeg kendte ham. Han boede i nabo lejligheden over for mig. Han hilste altid pænt når jeg mødte ham på fortovet, når han gik med hunden. Han havde hår ned til kæbelinjen og en ret pæn mand egentlig. Men i dette tilfælde blev jeg bange. Hvad ville han? Og hvad fik ham til at tro, at jeg skulle filme ham. Jeg havde hørt rygter om ham. Min kusine mente hun havde set ham udveksle små sølvpapirs kugler mod penge i en bil parkeret nede på vejen. Men det havde jeg jo ikke set. Det skulle han i hvert fald ikke vide, at jeg havde hørt noget som helst om.

“Hvad? Hvorfor skulle jeg filme dig” sagde jeg lettere chokeret og så uskyldigt jeg kunne for at blødgøre ham. Ville vise ham, at jeg ikke var en trussel. Fordi det var jeg jo ikke, jeg filmede ham jo ikke. Jeg var bare en ret chokeret og bange 18 årig pige.

Han gik over til min vindueskarm, og den lampe jeg havde stående der. Slukkede den, og tændte den igen. “Jeg tror det er din lampe” sagde han. “Den lyser lige ned i min lejlighed”. Jeg kan ikke helt huske hvad han sagde derefter, andet end at han undskyldte. Jeg fik vist fremstammet “men sød hund du har…” Bagefter synes jeg det var en tåbelig kommentar, at komme med. 

Da han var gået, var jeg stadig ret chokeret og pludselig slet ikke træt og overhovedet ikke klar på, at gå i seng. Så jeg sad lidt og sundede mig. Der gik vel en 20 - 30 min. Så bankede det på døren igen. 

Jeg stivnede. Nu igen. “Hvem er det” kaldte jeg. Et forsigtigt “øøhm… Det er mig fra før” kom det ude fra den anden side. Jeg åbnede. Dér stod han. Med en potteplante nede fra tanken. “Ja, jeg ville bare undskylde for før, jeg håber ikke jeg gjorde dig alt for forskrækket” Jeg indrømmede, at jeg var blevet ret forskrækket. Han spurgte om jeg ville have en øl sammen med ham, men jeg takkede pænt nej, men tog imod planten, som faktisk kom i en ret pæn potte, med rødt bånd om kanten. Den fulgte mig i mange år efterfølgende, men gik desværre i stykker i en flytning engang for mange år siden.

Som jeg husker det, da det skete, var det ret skræmmende og jeg blev meget bange, men jeg synes også, at det endte godt. Jeg synes det var så sødt, at han gik helt ned på tanken, måske for, at købe øl, eller måske udelukkende for, at finde en blomst til mig. Lige meget grunden men, at han faktisk så en potteplante nede på tanken, tænkte på mig og dét han havde udsat mig for og kom forbi igen for at undskylde. Det synes jeg var super sødt. Efterfølgende hilste vi i øvrigt pænt på hinanden på fortovet, når han var på vej ud med hunden og jeg på vej hjem i min hyggelige lille lejlighed, nu med lampe på bordet og blomst i vinduet.